Hyacintháceae


I Hyancintháceae er følgende planter indsamlet:

416 Ornithógalum umbellátum L.
417 Ornithógalum thyrsoídes Jacq.
418 Scílla sibérica Haw. 'Spring Beauty'
419 Hyacinthoídes hispánica (Mill.) Rothm.
420 Muscári armeníacum Bak.
421 Muscári negléctum Ten.


Hyacintháceae, Hyacint-familien

Flerårige løgplanter med tørre ydre løgskæl. Ustilkede, linie- til lancetformede, glatte blade i roset. Blomster med hindeagtige dækblade, i aks eller klase på endestillet skaft. Blomster regelmæssige, undersædige med 3+3 blosterblade og 6 støvblade.

Ornithógalum, Fuglemælk

Blostret sammenvokset i mere end 1/10 af sin længde. Støvtråde flade, bredest ved basis, ofte vingede og med tandformede forlængelser omkring støvknappen. Blomster aldrig blå. Klar slimet saft.

Ornithógalum umbellátum L., Kost-Fuglemælk

Indtil 30 cm høj plante med underjordisk løg. Bladene visner før blomstring. Blosterblade hvide med grøn rygstribe.

Ornithógalum thyrsoídes Jacq., Afrikansk Fuglemælk

Indtil 50 cm høj løgplante med underjordisk løg. Mangeblomstret, 3-sidet til næsten kugleformet klase. Blosterblade hvide uden grøn rygstribe.

Scílla, Skilla

Løgplante med linieformede til elliptiske blade, der ofte er rendeformede. Få- til mangeblomstrede klaser. Fribladede bloster med 1-nervede, stjeneformet udstående blosterflige. Blomster oftest blå uden eller med ganske lille dækblad. Støvtråde trinde, evt. flade, men så smalere ved basis. Ustilket frugtknude.

Scílla sibérica Haw., Russisk Skilla

2-4, indtil 15 cm lange blade. Blomsterskaft let furet med 2-4, brede krukkedannende, nikkende blomster. Dækblade skælformede og 1 mm lange. Blosterblade lyseblå med mørkeblå midtstribe.

'Spring Beauty'
Ca. 15 cm høj løgplante med blålillafarvede blomster.

Hyacinthoídes, Skilla

Løgplanter med linieformede eller linie-lancetformede blade og blomster i klaser på et skaft. De enkelte blomster støttes af 2 blålige, linieformede dækblade. Frie bloster- og støvblade.

Hyacinthoídes hispánica (Mill.) Rothm., Spansk Skilla

Indtil 40 cm høj løgplante med indtil 40 cm lange og 2,5 cm brede blade. Duftløse blomster i opret, alsidig top. Violetblå blosterblade, blå støvknapper.

Muscári, Perlehyacint

Løgplanter med lange, grønne blade. Blostret sammenvokset i mere end sin halve længde. Blosterrørets munding sammensnøret. Dækblade korte eller manglende.

Muscári armeníacum Bak., Armensk Perlehyacint

Danner mange foryngelsesløg. 3-5, linie- til lancetformede blade. Tæt klase af indtil 5 mm lange, omvendt ægformede til aflangt krukkeformede, lyseblå, sjældent hvide blomster.

Muscári negléctum Ten.

Indtil 20 cm høj løgplante med 6-40 cm lange og 2-8 mm brede blade. Tætte klaser af blomster med mørkeblå eller blåsorte bloster.

Tilbage til indholdsfortegnelsen